Hjælp til at holde på de nye vaner!

Efter nytår sætter mange mennesker sig nogle mål for året der kommer. Det er i bund og grund nye vaner der skal tillægges, hvis man vil ændre noget i sit liv. Hvad end det er at kvitte cigaretterne, smide et par kilo, være en bedre kollega og meget andet, så kræver det en ændring i ens liv. Torben Wiese, forfatter til bogen ”Bryd vanen og nå dine mål” kommer her med et par gode tips til hvordan man når i mål med sne nye vaner.

Sæt et mål:

For at nå i mål, er det vigtigt at definere målet klart for sig selv. Dette er vigtigt, så du ved hvornår du er i mål, og hvad du skal kæmpe for. Et mål kunne eventuel være at se mindre TV, motionerer mindst to gange i ugen eller noget andet. Og så skal du sørge for at målet er realistisk, så du ikke på forhånd giver op, hvis det virker uoverskueligt.

Se muligheder og fordele ved at ændre din vane

Når du har sat dig et mål, så brug slutresultatet som motivation. Lav en liste over fordele, og hvilke muligheder din nye vane giver dig, og i en større sammenhæng. For eksempel, hvis du vil se mindre TV, skal du udfylde din nye ekstra tid med noget andet, og det kunne for eksempel være motion. Dette kommer der mange positive fordele ud af. Du bliver sundere, måske taber du dig, du får mere overskud og meget andet. Dette kan være en drivkraft for at nå sit mål om at ændre sin nye vane.

Vær bevidst om konsekvenserne

Hvis det ikke er nok at forestille sig de positive resultater, kan man ty til konsekvenserne. Der er mange som oplever, at de bliver mere motiveret af at få konsekvenser opstillet. For eksempel “du har kun X antal år tilbage, hvis du fortsætter som hidtil”. Det er ærgerligt, hvis man først ændrer en vane, når det er af nød. Det er individuelt, om man har brug for konsekvenserne eller resultaterne som motivation.

Hvad er det mindste du kan gøre i dag?

Hvis alt virker uoverskueligt, og som en lang sej kamp, så spørg dig selv “Hvad er det mindste jeg kan gøre i dag for at nå mit mål?” Du behøver nemlig ikke gøre meget i starten. Begynd i det små. Hvis du gerne vil begynde med at træne, så køb træningstøjet, og tag det på når du kommer hjem fra arbejde uden at tage op at træne. Allerede her vænner du dig til at der skal ske noget nyt når du kommer hjem. Og en dag tager du pludselig op og træner.

Mind dig selv om målet

Bliv ved med at minde dig selv om målet. I starten skal man måske minde sig selv om målet 30 gange om dagen. Næste dag er det måske kun 20 gange. Og til sidst bliver det en selvfølgelighed for dig at tage en gulerod i stedet for en marsbar. Det er vigtigt at minde sig selv om, at man har et mål, man vil opnå. Skriv det for eksempel på post-it sedler til dig, så du bliver mindet om det.

Beløn dig selv

Når du har overholdt dit løfte til dig selv i en periode, så beløn dig selv. Belønningen kan være alt fra en shoppetur til en weekendtur – det bestemmer du selv. Men det er rart at have noget at se frem til.

Fortæl ikke omgivelserne om dit nye jeg

Hvis man fortæller alle om et mål man har sat sig, det kan være alt fra at tabe sig til at løbe et maraton, vil folk sige at det er flot og sejt, uden at man er kommet i gang endnu. Og det er alt andet lige lettere at tage beslutningen end at føre den ud i livet. Dog kan det også føles som motivation, hvis man er forpligtet overfor nogen. Så for nogen vil det virke at fortælle det til en enkel eller to.

Man skal nå sit mål fordi man ønsker at ændre noget ved sig selv

Det handler om at finde ud af, hvad der virker bedst for den enkelte. Men man skal jo ikke lægge en plan for at tilfredsstille andre eller for undgå at blive til grin. Man skal nå sit mål, fordi man ønsker at ændre noget ved sig selv.

Erstat den dårlige vane med noget andet

Det er en god idé at planlægge, hvad man skal erstatte sin gamle vane med. Hvis man for eksempel vil kvitte tobakken, kan man aftale med sig selv, hvad man skal gøre, når trangen til en cigaret melder sig. Det kan være at kysse sin kæreste, tage et glas vand, ringe til en veninde, gå en tur eller tage et koldt brusebad. Det skal helst være noget sundt, for ellers bliver man bare afhængig af marsbarer i stedet, og så har man et nyt problem.

 

(kilde: http://samvirke.dk/sundhed/raad-og-tips/saadan-overholder-nytaarsforsaettet.html)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *